Medlemsseminar
Invitation til PAH Patientforeningens medlemsseminar
Vi afholder igen medlemsseminar på Hotel Koldingfjord
Lørdag den 20. september til søndag 21. september 2025
Som medlem af PAH Patientforeningen inviteres du hermed til vores medlemsseminar.
Vi har sat et spændende program sammen og håber, du har tid og lyst til at deltage.
Du kan bl.a. høre oplæg fra hospitalspræst, Lotte Mørk, høre oplæg og lære nye åndedrætsøvelser med fysio- og åndedrætsterapeut, Lotte Paarup, og så kan du møde Mads Ersbøll, som er overlæge på Rigshospitalet. Mads vil fortælle om PAH og den seneste udvikling på området.
I forlængelse af vores seminar afholder vi generalforsamling. Indkaldelse til generalforsamlingen vil du få tilsendt i din mail.
Seminar og generalforsamling afholdes på Hotel Koldingfjord, Fjordvej 154, 6000 Kolding, hvor vi også overnatter i skønne værelser. Vi har sat prisen lidt ned i forhold til tidligere år og håber, at mange vil deltage.
Deltagelse på medlemsseminaret koster kun 500,00 kr. pr. person. Ud over et spændende program, inkluderer prisen også overnatning med frokost og middag lørdag samt morgenmad og frokost søndag.
Du skal tilmelde dig senest mandag d. 30. juni 2025.
Tilmelding sker ved indbetaling på konto 8010 1550863 eller på MobilePay 22644.
Tilmeldingen er bindende, og pengene gives ikke retur ved afbud efter ovennævnte dato.
Husk: at skrive “medlemsseminar” og fulde navn(e) på deltager – eller deltagere, hvis du tilmelder flere. Kun medlemmer (patienter såvel som pårørende) kan deltage i seminaret.
Har du ikke mulighed for at deltage på medlemsseminaret, men ønsker at deltage i generalforsamlingen, er dette selvfølgelig muligt. Du tilmelder dig generalforsamlingen ved at sende en mail til: kontakt@pah.dk med angivelse af “Tilmelding til Generalforsamling 2025” i emnefeltet
Vi glæder os til at se dig.
Program for PAH Medlemseminar 2025
Lørdag d. 20. september – søndag d. 21. september 2025, Hotel Kolding Fjord
Lørdag d. 20. september:
Kl. 11.00 -11.15
Velkomst
Kl. 11.15- 12.45
Fiks lige mit liv, please! v/Lotte Mørk
Lotte Mørk er præst på Rigshospitalet og har mange års erfaring med at møde
mennesker på kanten af livet. Lotte vil i sit indlæg sætte fokus på, at livet kan være godt trods svære omstændigheder med sorg, død og angst, og på at vi alle må erkende, at magtesløsheden er et menneskeligt vilkår. Den angår os alle, og hvis vi lærer at hengive os til den, kan den åbne for det fællesskab, vi har brug for, når vi konfronteres med magtesløsheden.
Kl. 13.00- 13.45
Frokost
Kl. 13.45 – 16.30
Åndedrættet som værktøj i dagligdagen og livets gøremål v/Lotte Paarup
Lotte Paarup har gennem de sidste 15 år arbejdet med åndedrættet som sit kerneområde. Det vil vi nyde godt af på vores medlemsseminar, hvor Lotte vil introducere os for det 3-dimensionelle åndedræt. 3D-åndedrættet er, ifølge Lotte, nøglen til at bruge lungerne og åndedrætsmusklen optimalt – og dermed får du adgang til den store skattekiste, der gemmer sig i et optimalt åndedræt.
Lotte vil også komme ind på, hvordan du kan få ro på nervesystemet gennem åndedrættet, og vi vil alle blive lidt klogere på Vagusnerven og dens indflydelse på vores velvære.
Kl. 16.30 – 16.45
Kort afrunding på dagen
Kl. 16.45 -18.00
Afslapning/fri leg
Kl. 18.00- 20.00
Aftensmad
Der vil i løbet af dagen blive lagt pauser ind.
Søndag d. 21. september:
Kl. 09.30- 10.30
Præsentationer fra medicinalfirmaer
Kl. 10.30- 11.30
Oplæg ved overlæge Mads Ersbøll, Rigshospitalet
Mads Ersbøll er til daglig en del af PAH Centret på Rigshospitalet. Han vil fortælle om sygdommen og det nyeste på området i forhold til behandling.
Kl. 11.30- 12.15
Frokost
Kl. 12.15-12.45
Generalforsamling 2025
Kl. 12.45 -13.00
Afrunding og tak for denne gang
Det sagde deltagerne:
“Der var fællesskab, humor, alvor, latter, refleksion, diskussion, erfaringsudveksling og et samvær som på uhøjtidelig vis gør, at jeg føler mig mindre alene med mine udfordringer.
Derfor ser jeg allerede nu frem til at skulle deltage i næste seminar”
– Patient
“Seminaret er til stor gavn for os pårørende også. Som pårørende går man med andre tanker og bekymringer end patienterne, og til seminarerne er der rig mulighed for at dele sine tanker med de andre pårørende. Det kan jeg godt lide.”
– Pårørende
“Man får meget mere viden i sin rygsæk, end man umiddelbart forestiller sig og samtidig er det superhyggeligt at møde de andre patienter og pårørende. Håber vi ses til næste seminar!”
– Pårørende
Meld dig ind i dag.
Meld dig ind i PAH Patientforeningen, og støt op om det arbejde vi gør for PAH patienter og deres pårørende.